Tunestillingens formål og opgave var at sørge for, at fjendtligt belejringsartilleri ikke, selv med de nye normer, ikke kom indenfor bombardementsafstand af København. Samtidig sikrede den hæren bevægelsesfrihed og mulighed for at manøvrere med styrkerne. Man gav køb på den gamle tanke om et forsvar på stranden i samarbejde med flåden hvorefter man, hvis nødvendigt, kunne føre udvigende kamp tilbage til Tunestillingen. Det var endda blevet foreslået, at hvis hæren blev kastet ved Tune da kunne den søge tilbage til den gamle befæstning og reorganisere.
Det tydede mere og mere på, at en kamp ved Tune ville forventes at få en afgørende kamps karakter.
Tunestillingen var også politisk
Opførelsen kan ses som det sted hvor fæstningens militære begrænsninger mødtes med den militære og politiske virkelighed. Fra en periode hvor Højre byggede Københavns Befæstning på forventet efterbevilling og trods stor politisk modstand, en periode hvor flere Venstreregeringer bevarede og tolererede fæstningen fordi den nu engang var der og til en periode hvor en uhyre forsvarskritisk radikal regering både udbyggede og bemandede den fordi det var en udenrigspolitisk nødvendighed.
42 cm. granat
Den militære virkelighed var en højspændt periode hvor våbenteknologien blev udviklet med rivende hast. Artilleriet skød med mere og mere langtrækkende skyts og tungere og kraftigere granater. Hvor fæstningen var bygget til i rimeligt omfang at modstå 15-20 cm. granater ladet med sortkrudt, stod man nu overfor op til 42 cm granater ladet med brisant sprængstof. Skudvidderne var øget fra 6-7 km. til 11-12 km. Det samme gjorde sig gældende for skibsartilleriet. Endelig havde luftskibene gjort deres indtog hvilket var endnu en udfordring for fæstningsforsvaret af København.
Indrettet efter krigens nyeste udvikling
Tunestillingen bryder dybest set ikke med tidligere betragtninger i befæstningens årtier. Man kendte værdien af fremskudte værker, og var bevidst om nødvendigheden af at holde fjendtligt artilleri fra livet. Netop Nordfronten var jo opført med fremskudte forter understøttet af bagvedliggende batterier og stillinger. I forbindelse med opførelse af Vestvolden havde der jo tidligt også være tale om at opføre et fremskudt fort ved Vallensbæk for at give forsvaret dybde, hvilket dog aldrig blev til noget. Og meningen med Tunestillingen var netop at skyde forsvaret frem i en afstand, hvor moderne artilleri ikke kunne nå København.
Bygget på de nyeste erfaringer
Hule til rekylgeværer
Tunestillingen kom til at leve op til de senest kendte erfaringer og principper fra første verdenskrig. Det altovervejende princip var store pigtrådsspærringer flankeret af små huler (bunkers med to rekylgeværer og en projektør) og de lidt større gallerier (bunkers med op til 8 mands besætning). Bag spærringen og mellem de flankerende huler og batterier lå skyttegravene til infanteriet. Fjernkampen skulle føres fra terrænet bag disse hvor artilleriet var placeret med 12 og 15 cm. kanoner i voldaffutager samt feltartilleri.
Dette var nødvendigt for opfyldelsen af Tunestillingens formål og opgave
De seneste våbentekniske og føringsmæssige erfaringer blev brugt ved bygningen. Efterretningerne fra Europas Slagmarker kom langsomt men sikkert hjem til stabene og Krigsministeriet. Og der var nok at rapportere om. Og i den grad det politisk, økonomisk og militært var muligt, blev efterretningerne brugt.
Våbenteknologisk prøvebænk
Gasmasker og maskingevær
1. verdenskrigs slagmarker var våbenindustriens laboratorium og prøvebænk – med enorme tab til følge. Maskingeværets flankerende beskydning af de angribende troppemasser menes alene at have kostet 5,5 millioner af krigens 11 millioner faldne. De militære principper kunne ikke ændres i takt med nye opfindelser – og det vrimlede med nye uhyggelige våben.
Maskingevær, flammekaster, klorgas. sennepsgas, håndgranater, kampvogne (tanks), flyvemaskiner, tungt felt- og belejringsartilleri m.m.