Provisorietiden og befæstningen hænger uadskilleligt sammen. Det var en særdeles urolig periode hvor oprør truede og det nye og spirende demokrati skulle nu stå sin første alvorlige prøve.
Grundlovsgivende forsamling 1849
Med grundlovsændringen i 1866 blev Folketinget og Landstinget forskelligt sammensat. Folketinget var sammensat ved lige og almindelig valgret og domineredes snart af Venstre. Landstinget var derimod sammensat ved privilegeret valgret og domineredes af Højre.
Venstre krævede i 1873 folketingsparlamentarismen indført d.v.s. at regeringen skulle udnævnes på baggrund af Folketingets flertal.
Venstre var af den opfattelse, at Folketinget havde en fortrinsstilling, idet forslaget til finanslov først skulle fremlægges i Folketinget jf. grundlovens § 48.
Højre kunne ikke acceptere dette krav og begrundede det med, at kongen ifølge grundlovens § 13 udnævnte og afskedigede sine ministre, og at det derfor ville stride imod dette “monarkiske Princip”.
Man havde ikke i grundloven en umiddelbar løsningsmodel for uoverensstemmelser mellem tingene.
Ved uoverensstemmelser nedsattes et fællesudvalg, hvor hvert ting valgte femten medlemmer. Dette fællesudvalg aflagde efter endt arbejde betænkning, hvilket de to ting så kunne forholde sig til efter behag.
Første provisoriske lov
J.B.S. Estrup
Den første provisoriske finanslov fra 1877 var startskuddet til en uforsonlig politisk magtkamp mellem regeringen Estrup (Højre) og Folketinget.
Provisoriske finanslove kunne ifølge 1849-grundlovens § 25 vedtages, idet kongen (dvs. regeringen) i “særdeles paatrængende Tilfælde”, når Rigsdagen ikke var samlet, kunne udstede foreløbige (provisoriske) love.
Paragraffen havde før Estrup-regerings tiltræden kun været brugt i 1853. Da var Rigsdagen blevet opløst, og man havde anset det for nødvendigt at udstede en provisorisk finanslov,
da man ikke mente Rigsdagen ikke kunne nå at samles igen, før en ny finanslov skulle være vedtaget.
Visnepolitiken
Provisorietiden blev præget af venstregruppernes taktiske bestræbelser på at placere sig i forhold til både regering og vælgerne.
I begyndelsen af 1880’erne forsøgte det daværende Venstre med “visnepolitikken” at sylte det økonomiske lovgivningsarbejde. Disse ikke forbrugte midler skabte herefter et solidt økonomisk fundament for Estrups provisoriske finanslove.
Viggo Hørup, Venstre
I 1885 førte Venstre visnepolitik på fjerde år, og bevillingerne på finanslovene de foregående år havde været meget små. Særligt på forsvarsområdet var der uenigheder om, hvor mange penge der skulle bevilliges, og hvordan de skulle bruges.
Regeringen reagerede ved at opløse Rigsdagen og udstede en provisorisk finanslov. Denne var mere vidtgående end den forrige, da den bemyndigede regeringen til at afholde “de til Statsstyrelsens forsvarlige Førelse nødvendige Udgifter”. Det var altså op til regeringen at vurdere, hvilke udgifter der skulle til for at lede landet fornuftigt.
Venstre hævdede, at der var tale om grundlovsbrud, mens Højre hævdede at have handlet i overensstemmelse med grundloven.
Københavns Befæstning
Provisorietiden og befæstningen splittede også befolkningen ude i landet i to fløje, hvor visse venstrefolk organiserede folk i riffelforeninger, mens visse højrefolk organiserede indsamlinger (frivillig beskatning) til støtte af regeringens forsvarspolitik.
Københavns befæstning var for mange en populær mærkesag. Det var især det bedre borgerskab og dele af officerskorpset der støttede opførelsen af befæstningen.
Fra 1885 til 1894 hjemsendte Estrup hvert år Rigsdagen før finanslovsforhandlingernes afslutning, og han kunne herefter benytte grundlovens § 25 til at udstikke de provisoriske finanslove, der bl.a. indeholdt udgifter til hovedstadens militæranlæg. Provisorietiden og befæstningen var næsten blevet en og samme sag.
Oprørsstemning
Fronterne for og imod befæstningen og dermed de provisoriske love bragte Danmark på randen af revolution.
Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse, mens regeringen svarede igen med provisoriske særlove der havde til formål at dæmpe de mest rebelske gemytter. Der blev oprettet af et halvmilitært gendarmerikorps der skule indsættes mod oprørske borgere. Dette oprettedes på grund af et mislykket skudattentat mod Estrup i 1885. Alle oppositionsledere tog dog klart tog afstand fra dette.
Men trods den folkelige modvilje og slagsmål med de blå gendarmer, kom det ikke til egentlige kamphandlinger. Endvidere styrkedes politiet og kontrollen med køb af og øvelse med rifler øgedes.
I perioden 1885-1894 styredes Danmark ved hjælp af sådanne finanslove, der bl.a. virkede til opførelsen af Københavns befæstning, som Venstre (og dermed Folketinget) havde været imod.
Provisorietiden udfordrede virkelig det spirende demokrati.
Demokratiske forhandlinger
Omkring 1890 påbegyndte moderate dele af Højre og Venstre imidlertid forligsforhandlinger, og i 1894 fandt Folketinget og Landstinget efter lange forhandlinger sammen i et forlig, der muliggjorde en regulær finanslov vedtaget af begge ting. Dette betød også enden for Estrup og yderligere fæstningsbyggerier.
Provisorietiden ophører og parlamentarismen indføres
Efter forliget i 1894 trådte Estrup tilbage. Han så formodentlig resultatet som en sejr, da han havde fået Folketinget til at acceptere, at det var tvunget til at indgå i forhandlinger på lige fod med Landstinget for at nå frem til et for dem begge tåleligt kompromis. I 1896 lovede den nye regeringsleder Tage Reedtz-Thott imidlertid, at han ikke ville bruge provisoriske finanslove, hvis Folketinget og Landstinget ikke kunne nå til enighed. Dermed frasagde han sig brugen af Højres væsentligste våben til hævdelse af tingenes ligestilling.
Fem år efter, i 1901, udnævntes den første danske venstreregering, og folketingsparlamentarismen indførtes dermed i praksis i Danmark