Håndgranater fandtes ved krigens start kun i større omfang i den tyske hær. De blev dog snart udbredt til alle hære, da granaterne var et meget velegnet våben over de korte afstande i skyttegravskrigen.
Tyske håndgranater
Diskus og Kugel granater
I 1913 indførte Tyskland Kugel Handgranate model 1913. Den vejede ca. 1 kilo, og kunne derfor kun kastes ca. 20 meter. Tyskerne rådede i starten af krigen også over Diskus Hand-granate der var forsynet med 6 anslagstændere.Den tyske Stiel-handgranate Model 24 (Stavhåndgranat) blev indført i 1915. Den blev gennem krigen løbende omdesignet, udviklet og forbedret, og blev den foretrukne model.
Eier og Stiehl granater
Granaten vejede 595 gram. Den kunne kastes mellem 27 og 37 meter. Som de øvrige tyske håndgranater var den forsynet med friktionstænder i stedet for detonator, hvilket var helt specielt for de tyske håndgranater.
Inden granaten blev kastet, skulle en snor der løb fra detonatoren ned gennem skaftet, trækkes ud. Granaten havde herefter en ca. fem sekunders forsinkelse.
Ved sprængning lukkede den sig mere op end den fragmenterede, og havde derfor mere en chokeffekt ved trykbølgen end en antipersoneleffekt ved fragmentering af granatens kapsel.
I 1917 indførte Tyskland Eier Handgranate model 1917. Den vejer kun 318 gram, og kunne derfor kastes længere, ca. 40 meter. Den første model var glat og derfor svær at holde fast i under kastet. Den blev derfor kort efter forsynes med en rillet ring rundt om midten.
Engelske håndgranater
Mills bomb No. 1 1908
Grenade, Hand No 1 var udviklet i 1908. Den blev designet af Royal Laboratory, efter tegninger og prøver af japanske håndgranater fra den japansk-russiske krig. Det var ikke en egentlig hånd-granat, idet den blev affyret med en riffel. Det var dog Englands bedste bud på en infanterigranat i begyndelsen af krigen.
Den var i brug til 1915 hvor den afløstes af the Mills Bomb. Denne granat vejede 900 gram og var udformet som en stavhåndgranat. Omkring granaten var et smalt fragmentations-bånd.
Den var forsynet med anslagstænding, og for at sikre at granaten landede med spidsen forrest, var granaten forsynet med en tøjstrimmel der efter kastet foldede sig ud og fungerede som styrefinne.
Mills grenade No. 5 MK 1
I 1915 indførte England Mills Bomb No 5, der var en videreudvikling af et Belgisk design.
Det var kun kort tid den blev kaldt ”Bomb” Herefter blev den betegnet som ”grenade”.
Granaten vejede 765 gram og havde 7 sekunders forsinkelse. En øvet kunne kaste den omkring 15 meter. Den spredte dog fragmenter længere end de 15 meter og kunne derfor udføre en fare for soldaten der kastede granaten.
Mills No. 23 indførtes i 1917 og No. 36 i 1918. Mills No. 36 kunne kastes ca. 30 meter, men sikkerheds-afstanden var 90 meter.
Mills granatens rillede overflade var ikke, som man skulle tro, fragmenterings-riller, men udelukkende for at sikre et godt greb om granaten. Den fragmenterede heller ikke langs rillerne.
No. 23 var modificeret så den kunne skydes af sted med riffel. Granaten var så udstyret med en lang pind der skulle sættes ned i riffelløbet og dermed styre granaten ved afskuddet.
No. 36 kunne skydes 150 meter ud med en granatstol.
ANZAC håndgranater
Håndgranaterne Double cylinder No 8 og No 9, også kendt som the “jam tin”, var en improviseret granat brugt af de Australske styrker tidligt i krigen.
Det var en af mange der blev lavet af ANZAC styrkerne på på af mangel på udstyr til skyttegravs-krig. Den bestod af en indre dåse med sprængstof og en ydre dåse med kugler eller andre små metalobjekter. No 9 indeholdt både mere sprængstof og flere fragmenter end No 8.
Granaten var forsynet med lunte der blev tændt med friktion eller en cigaret.
Franske håndgranater
Den Franske håndgranat F1 (Fusante No.1) blev sat i masseproduktion i 1915. De første dukkede op i maj, men kun i begrænset mængde. Den var inspireret af erfaringerne fra de første krigsmåneder.
Amerikanske håndgranater
Grenade US_MK_1 1917
Ved Amerikas indtræden i krigen manglede de egen-producerede håndgranater. De brugte i stor udstrækning den engelske Mills eller den franske F1.
Med inspiration fra F1 granaten udviklede Amerika deres egen MK 1 granat.
Den havde dog nogle tændingsproblemer og blev hurtigt tilbagekaldt. Den erstattedes af en mere driftssikker MK 2.