Brantebjerg forsøgsskydeplads ved Gilleleje
Brantebjerg 2010
I slutningen af det 19. århundrede var artilleriet i rivende udvikling, ikke mindst kanonernes rækkevidde og granaternes sprængkraft. Der havde naturligvis altid været udvikling og undersøgelser af artilleriets våben, primært på Faste batteri på Amager (Nuværende hjørne af Njalsgade og Artillerivej).
Danmark havde følt den begyndende udvikling i 1864, hvor bagladekanoner med længere rækkevidde havde afgørende betydning for sønderskydningen af skanserne. Faktisk var kun skanse 2 på Dybbøl i stand til at nå de prøjsiske batterier på Broager og ydermere var træfsikkerheden med de uriflede danske kanoner behersket.
Erfaringer fra 1871
Den fransk-tyske krig i 1871 havde vist at artilleriet havde udviklet sig yderligere, og samtidig var nye brisante (højeksplosive) sprængstoffer begyndt at afløse sortkrudt i granaterne. Endelig havde granaternes udformning og kanonernes rifling betydet, at artilleriet havde fået forøget både gennemslags- og sprængkraft væsentligt.
For at udnytte denne udvikling, var artilleriet nødt til at indlede omfattende forsøgsskydninger. Det var den Fælles Forsøgskommision af 1868 der forestod disse forsøg.
Faste batteri på Amager
Faste batteri
Faste Batteri på Amager blev opført i 1765 – 1770 og blev benyttet til øvelsesskydning og til at prøveskyde nyerhvervede kanoner. I 1880-erne blev blev der opført endnu et batteri (Ny Batteri) til brug for Fæstningsartilleriregimentet. Afprøvning og indskydning af det nye artilleri til de nye befæstningsanlæg ikke kunne overkommes på det oprindelige batteri. Endvidere havde Sø-Etaten et antal standpladser til øvelsesskydninger øst for batteriet.
Faste batteri på Amager var dog ikke længere hensigtsmæssigt på grund af beliggenheden tæt på den hastigt voksende by, og da man samtidig ønskede prøveskyd-ninger over vand så man sig om efter nye kystnære prøveskydningsområder.
Hvorfor Tisvilde ?
Tisvilde Hegn blev fundet egnet, idet det lå tæt på København og alligevel ret isoleret, og i 1888 indgik Bahnson og Estrup en overenskomst om indretning af en forsøgsskydeplads for foden af Brantebjerg. Hele skydepladsen omfattede 1500-2000 m2 og omfattede 3 blenderinger. En til skytset, en til mandskabet og et mindre ammunitions-magasin.
Tømrerarbejderne blev overladt en lokal mester og jordfyldet taget fra den bagvedliggende bakke. Det formodes anlægget stod færdigt i foråret 1889.
Indledningsvis var der tilkommanderet 3 officerer, 3 sergenter og 12 menige.
I den første skydning affyredes fra en 12 cm. jernkanon 189 granater ud over vandet. Det var naturligvis ikke optimalt kun at kunne observere granaternes nedslag i vand, og behovet for et skyde-mål på land meldte sig.
Forsøgene:
Brantebjerg 1915
I 1890 fik man aftale om en vold 300 meter foran kanonblenderingen, hvorpå man kunne prøve granaternes virkning på et ammunitionsmagasin anbragt i et voldanlæg. Dette for at undersøge i hvor høj grad en vold kunne beskytte et anlæg, som f.eks et fjendligt batteri der beskød København.
Specifikationerne på volden var en jordvold af ler med en længde på 22 meter, en bredde på 9 meter og en højde på 4,65 meter. Magasinet der skulle indbygges i volden have et magasin- og et indgangsrum skulle være 4,25 x 1,86. Selve indgangs–rummet var 3,5 meter langt. Alt blev bygget i svært tømmer.
Herudover blev opført et trekantet observationsstade 125 meter fra volden, hvorfra nedslagene ved hjælp af spejle kunne observeres i sikkerhed.
Efter en del forsøg på voldens venstre side med stålgranater fra Bofors og Krupp, der alle blev minutiøst dokumenteret, ville man nu skyde på volden foran det tænkte magasin. Man havde store forventninger, og både krigsminister Bahnson og Artillerigeneral Linnemann var til stede.
Prøverne var ikke effektive
Skuffelsen var stor da man opdagede, at jo længe man nåede ind i volden med granaterne, jo mindre blev virkningen. Efter 55 granater opgav man.
Efterfølgende skiftede man sprængstof i granaterne, uden nævneværdig bedre resultat. Man kunne blot konstatere, at granaternes virkning på jord var behersket.
Året efter forsøgte man igen, efter udbedring af volden. Efter 96 granater var resultatet ikke bedre. Nok havde en loftbjælke forskubbet sig, med der var ikke sket indtrængning. Forsøgene havde dog resulteret i, at man havde fundet ud af at f.eks. stålgranater var bedre end støbejerns-granater m.m.
Kommissionen forklarede resultatet med den ringe afstand fra kanon til mål og dermed for stor anslagshastighed og udtrykte ønske om forsøg hvor der var større afstand til målet, hvilket også lignede feltmæssige forhold. Dette ønske blev dog ikke efterkommet.
Forsøg med morter.
19 cm. morter
I 1892 besluttede man i oktober at opsætte en morter ved siden af kanonen for at afprøve virkningen af en større nedslags-vinkel. Der blev afskudt 28 mortergranater over 2 dage uden det lykkedes at trænge ind i magasin-rummet. Først på tredje dag lykkedes det en 15 cm. granat at trænge igennem og ødelægge det imaginære og stædige ammunitionsmagasin.
Disse forsøg viste også, at dansk artilleri anno 1890, ville have særdeles vanskeligt at skyde et jordværk omkring et omkring belejringsskyts i stykker. Samtidig skal man huske, at det succesrige tyske belejringsartillleri over de næste 20 år udvikledes til at omfatte både 30,5 og 42 cm belejringsskyts som mørsere (krumbanevåben). Netop den krumme bane blev fremhævet som en mangel, og en af årsagerne til den udeblevne effekt, ved de danske forsøgsskydninger.
Det gamle artilleri blev bevaret
Dansk artilleri på landforterne og Vestvolden var derimod stadig ved verdenskrigens udbrud begrænset til 12 og 15 cm. skyts, nøjagtig som det, der havde så store problemer på forsøgsskydepladsen ved Brantebjerg.