Befæstningens historiske udvikling går helt tilbage til byens grundlæggelse.
Historisk
Men Københavns historie som fæstningsby går helt tilbage til af Absalon byggede “by ved havn”
Alle tider har en nation haft behov for at beskytte sine byer. Volde og værker, omgivet af våde eller tørre grave, findes i nærheden af alle betydende middelalderbyer. Befæstningen bygget 1886-1892 er således Københavns 3.
Befæstning og belejring
Princippet var gennem tiderne at spærre for adgang til byen, og helst således at modstanderen kunne bekæmpes medens han prøvede at forcere grave og værker. Kogende olie eller vand blev hældt i hovedet på fjenden fra toppen af forsvarsværkerne, medens angriberen forsøgte at skyde over muren med store sten og senere artilleri.
For henholdsvis angriberne og forsvarerne handlede det om, at den belejrede by blev udmattet. Enten ødelæggelser eller den løb tør for mad.
Alternenativer var at angriberen løb tør for mad eller ammunition og tog hjem.
En stærk befæstning var vigtig. Specielt i en tid, hvor det var god militær latin, at hvis man indtog et lands hovedstad, statsapparatet og kulturcentrum – så havde man hele landet.
Det såkaldt eksistentielle forsvar.
Tidligere angreb på Københavns volde
København har altid været befæstet. Først simple palisader og grave og senere en regulær bymur. Dette hindrede dog ikke Fyrst Jaromar i at indtage byen i 1259. Indbruddet skete hvor det nuværende Jarmers Tårn (Jaromars tårn) senere opførtes.
Middelalderfæstningen
Som byen voksede blev byportene og befæstningen rykket frem. Volden løb nu fra Kastellet til Kalleboderne og over Christianshavn. Voldene holdt stand mod svenskerne i 1648, men blev omgået fra søsiden af Englænderne i 1807 under bombardementet.
Befæstningens historiske udvikling er bl.a. vore dages grønne anlæg Tivolisøen, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg er resterne af voldgraven fra dette voldanlæg. Set på et kort eller fra luften kan det bastionære grundrids stadig anes i disse parker. Dog ses endnu tydeligere Christianshavns vold.
Byen vokser
Baggård i København
Byen havde behov for at vokse, men det var forbudt at bygge i andet end træ udenfor voldene. Det skulle være muligt at brænde bygningerne af ved et evt. angreb. Dermed kunne de ikke yde ly eller dækning til den fremrykkende fjende. Også Tivoli var de første mange år underkastet disse militære bygningsrestriktioner. Byen voksede indad og opad, og indre Københavns side- og baghuse er et minde om dette. Sundhedstilstanden og de sanitære forhold var dybt kritisable, og byen var ved at drukne i diverse affald.
De sanitære forhold er også en del af befæstningens historiske udvikling
Efter 1864
Endvidere havde man lært af Dannevirke og Dybbøl. Moderne riflet skyts kunne nå langt, og en fæstning skulle ligge så langt fra byen at den ikke kunne nås af langtrækkende artilleri. Samtidig skulle være så stor en hindring, at den ikke kunne forceres uden meget betydelige tab. Både de udenrigs- og forsvarspolitiske holdninger var på dette tidspunkt præget af 1800-tallets nationale katastrofer. Først bombardementet af København og tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1815 og krigen i 1864 med det efterfølgende tab af Sønderjylland. Ved den efterfølgende Prag-fred mistede vi hertugdømmerne og dermed 2/5 af areal og befolkning. Danmark var blevet en lilleputstat uden betydning med kun 1,7 mill. Indbyggere på 80 år.
Ny hærlov
Politikerne og generalerne var allerede ved udarbejdelsen af den nye hærlov i 1867 rådvilde på mange områder.
Skulle man satse på hær eller flåde ? Skulle forfremmelses systemet revideres ? Dybbøl havde vist at åbenlyst ringe officerer blev sendt i krig så man fik noget for pengene . skulle man søge et forsvar for hele landet ? Skulle man udvælge særlige kystområder til forsvar ? Sidst, men bestemt ikke mindst problematikken der gav de helt store politiske problemer, skulle man forsvare Sjælland og Fyn eller alene forsvare hovedstaden.
Hvor skulle forsvaret lægges
Argumentet for at Københavns skulle bevares for enhver pris var, at her fandtes landets centrum for kultur, regering, kongen og magtens hele centrum. Dette var en given ting som var ved til at fastlægge både den politiske og historiske befæstning.
Fæstningstilhængerne argumenter for at befæste hovedstaden belyses i 1906 af Oberst Rolf Kall i “Landkrigskunst i Omrids”: “Indianerhøvdinge og negerkonger kan føre krig medens de flakker om fra sted til sted. Civiliserede landes statsmaskineri går snart i stå, hvis fjenden bliver herre i hjertet af landet. Derfor må i det mindste hovedstaden, en anden vigtig by eller landsdel, være sikret ved fæstningsværker.”
Argumenter imod:
Modstanderne henholdt sig til, at en fæstning af København ville behøve alle til rådighed værende styrker. Den vile lægge resten af landet åbent og i øvrigt berøve felthæren sin operationsfrihed.
Endelig forudsatte et fæstningsforsvar at der kom hjælp ude fra, hvilket Danmark ingen aftaler havde om. Denne debat stod i større eller mindre grad på næsten helt frem til forsvarsforliget i 1909 der endegyldigt nedlagde befæstningen, senest i 1922.
Men på intet tidspunkt var debatten så glødende og polariseret som i årene 1884 til 1894 medens fæstningen opførtes – provisorisk.
Politisk
J.B.S Estrup
Højres Konseilspræsident (statsminister) Estrup fra 1875-1894, hvis regering var i mindretal i Folketinget men havde flertal i Landstinget, ville have fæstningen bygget, men kunne ikke få de nødvendige midler bevilget i Folketinget. Ganske vidst var statskassen usædvanlig fyldt, idet Venstre havde nedstemt alle ikke strengt nødvendige økonomiske forslag gennem en årrække, kendt som visnepolitikken. Estrup havde på sin side gennem adskillige år kategorisk afvist at indføre indkomst- og formueskat for at finansiere forsvaret.
Den første provisoriske finanslov
Men i 1885 sker der noget, idet Estrup gennemførte den første betydende provisoriske finanslov. Han havde ganske vidst allerede afprøvet teknikken i 1877, men med en langt mindre omfattende finanslov der efterfølgende hurtigt blev vedtaget i begge kamre. Baggrunden for dette skal ses i et meget ungt demokrati (grundloven 1849), hvor kongen havde beholdt en temmelig stor magt.
En provisorisk finanslov kunne udstedes på grundlag af grundlovens § 25: “I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige love……” Denne bestemmelse brugte Estrup i 1885 og de efterfølgende 7 år.
Bahnson
Debat i pressen
Der foregik en meget ophedet debat i pressen, ved foredrag i forsvarsforeninger hvor officererne bestemt ikke holdt sig tilbage i iveren for og imod befæstning, en strandet forsvarslov i 1884 og ikke mindst en meget ophidset debat mellem på den ene side Konseils- præsident Estrup og krigsminister Bahnson og på den anden Viggo Hørup, Christian Berg, Dinesen, Bjørnbak, Zahle m.fl.
I slutningen af marts 1885 er situationen omkring finansloven gået helt i hårknude, og Højre (Estrup) møder 31. marts med et mæglingsforslag i Folketingets og Landstingets fællesudvalg med et ubetinget krav om 4 mill. inden midnat, hvor af 1,5 mill til “Ekstraordinære Militairudgifter”.
Provisorietiden
Ingen forsøg på at bilægge en finanslovskrise lykkedes, og næste dag klokken 10,00 meddelte Estrup Folketingets formand Berg, at Rigsdagen skulle hjemsendes klokken 12,00.
I en udtalelse 11,30 vedtaget af folketinget, protesteredes “mod det Grundlovsbrud regeringen begaar og som den længe har forberedt og opfordrer Folket til at samles om deres grundlovsmæssige Ret i den hårde Kamp der nu består” Samme eftermiddag fik regeringen kongens underskrift på en provisoriske finanslov, der i det væsentlige holdt sig inden for rammerne af de aftaler der var truffet i Landstinget.
Københavns Søbefæstning 14 millioner
Københavns Landbefsætning 24 millioner (en befæstning på Helgenæs til 6 mill. i det oprindelige forslag var blevet strøget og 5 mill. ekstra tilført landbefæstningen.)
Regeringen og Højre forholdt sig til selve grundlovens ordlyd, medens Venstre protesterede voldsomt og hævdede at det skete var i strid med ånden i paragraf 25, når hjemsendelse af Rigsdagen var sket alene med det formål at bringe paragraffen i anvendelse.
En forfatningskamp
Den provisoriske forfatningskamp var i gang, og i ly af denne voksede landbefæstningen næsten uhæmmet. Allerede i løbet af sommeren 1885 begyndte opmålinger og projektering af landbefæstningen på forventet tillægsbevilling, og den blev med en række efterfølgende provisoriske finanslove opført 1886-92.
»Provisorietiden« blev den mest bevægede periode i dansk demokrati. Modsætningerne i befolkningen var særdeles skarpe. Regeringen Estrup udstedte år efter år provisoriske love. Tilhængere af Venstre og modstanderne af fæstningsbyggeriet agiterede voldsomt mod mindretalsregeringen. Der oprettedes »riffelforeninger« og nogle nægtede at betale skat. Fra Estrups modstandere lød sangen:
“Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen revnet Grundlov ha’ i folkets København.” Revolutionære kræfter blev også en del af befæstningens historiske udvikling takket være provisorierne.
Pistolen der blev anvendt
Attentatet på Estrup
Den 21. oktober oktober 1885 forsøgte den unge typograflærling Julius Rasmussen, en liberal idealist, at skyde Estrup nedenfor hans bopæl på Esplanaden. Det mislykkedes da kuglen prellede af på en af Estrups frakkeknapper. Typografen blev pågrebet og begik kort tid efter selvmord i arresten inden han fik afgivet en egentlig forklaring. Estrup selv var dog ikke mere påvirket end at han samme aften kunne deltage i en privat middag ude i byen.
Episoden brugte Estrup til at oprette gendarmerikorpset og indføre en del begrænsninger i borgernes rettigheder.
Aldrig har Danmark, og specielt hovedstaden, været så tæt på et oprør. Der blev af samme grund udstedt en del midlertidige kriselove i perioden 1885-86, hvor uro og debat kørte på sit højeste.
– Gendarmeriloven
– Riffelloven
– Stråmandsloven
– Antallet af politiretter
– Politiets udgifter
– Straffelovstillæg
Debatten handlede i høj grad om truslen mod Danmark og hovedstaden. I årene op mod første verdenskrig blev det mere og mere tydeligt, at betænkelighederne ved at udfordre den store nabo i syd ikke blot kom til at præge forsvarsdebatten, men hele vor udenrigspolitiske orientering. Udenrigspolitik var også en stor del af befæstningens historiske udvikling.
Perioden har såvel historisk som politisk trukket spor efterfølgende.