Viggo Lauritz Bentheim Hørup (1841-1902) Jurist, rerdaktør og minister.
Viggo Hørup
Født i 1841 i Torpmagle ved Frederiksværk, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer. Gennem sin mor, Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) er han fætter til Holger Drachmann.
Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og 1867 uddannet jurist. Han stillede op til folketinget i 1872, i sin hjemegn Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt, denne gang for Københavns Amts 4. Kreds (Køge). Hørup tabte først sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup havde kun været folketingsmand ét år da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne imod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.
Hørups politiske vej
Han var medstifter af og formand for “Onsdagsforeningen”, det første forsøg på at samle den ringe opposition i hovedstaden. Da Venstre i foråret 1878 deltes, sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder. I 1894, bliver Viggo Hørup medlem af Venstre–reformpartiet.
Hørup i rigsdagen og fæstningsdebatten
I oktober 1878 blev han medlem af finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i rigsdagen; endvidere var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor (genvalgt indtil 1892). Medens Hørup i de første år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig tilbage, vakte han fra samlingen 1878-79 stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløs spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vor grundlov.
På et folkemøde i eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin påstand udtryk i de bekendte ord, at “Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved Siden af sig”, og har ved denne udæskende form utvivlsomt skadet Venstres sag og givet modstanderne et godt våben i hænde, ligesom senere hans hånlige udfald imod forsvarssagen (“den døde Torsk”) og dens talsmænd (“omvandrende Lirekasser”) sikkerlig netop have fremmet denne sag og hidset dens tilhængere
til handling.”
Hørups “Hvad skal det nytte tale”
“Dersom der i tidligere tid var nogen tendens i folket til at behandle denne sag rent overfladisk, på fantasiens vej, med overspændt æstetisk følelsestilskyndelse, så tror jeg, at det er forbi. Jeg tror, at dette spørgsmål, hvad skal det nytte? dette spørgsmål, der er en
hæder for vort folks forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen, og jeg nærer den tro, at den tid ikke er fjern, da ingen ærlig mand eller kvinde her i landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgå at se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en sag som denne, der for tusinder og atter tusinder af fattige familier betyder et bidrag – ikke alene i penge – men i personlig kraft – der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt. Med disse ord skal jeg atter stemme mod Københavns befæstning. Jeg har med disse få bemærkninger ønsket at skaffe plads for dette indtryk, at dersom der her i tinget er venner af militarismen, folk, for hvem militarismen er en livssag, så er der også her i tinget fjender af militarismen, folk, for hvem modstanden
mod militarismen er en livssag.”