Spillet om Tunestillingen var både politisk og militært. Begge parter udfordrede hinanden til det yderste.
Baggrunden for Tunestillingen var erkendelsen af, at moderne artilleri var løbet fra befæstningen. Hvis man ikke havde et fremskudt forsvar til at hindre fjendtlig fjernobservation og beskydning, ville fæstningen ikke kunne holde til et angreb eller beskytte København mod beskydning med svært artilleri.
I efteråret 1915 påbegyndtes opførelsen af Tunestillingen.
Forarbejdet
Ideen til en feltbefæstet stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord opstod første gang i de voldsomme forsvarsdiskussioner inden opførelsen af Københavns befæstning i 1880’erne. Den blev dengang fremsat af kaptajn Carl Th. Sørensen, militærhistoriker, og selvbestaltet militær rådgiver for Venstres folketingsflertal. Ideen blev dog først behandlet i 1909, hvor Generalløjtnant L.C.F. Lütken forelagde den for I.C. Christensen som et alternativ til hans tidligere godkendte forsvarslinien Rungsted-Søndersø-Ledøje-Vejlebro. Ideen blev dog afvist af I.C. Christensen af politiske grunde.
Stillingen realitetsforhandles
En fremskudt Tunestilling kom først til realitetsbehandling efter den radikale forsvarsminister Peter Munch havde spurgt ind til det nye langtrækkende tyske artilleri og Købehavns befæstning på et møde med værnsledelserne i 1914 . Netop befæstningen virkede jo som en rød klud på de Radikale.
Tysk 42 cm. haubits
Påskuddet for spørgsmålene var Antwerpens rekordhurtige fald efter et artilleri-bombardement. Overgeneral Gørtz havde svaret, at man ikke vidste så meget om de nye typer skyts, men at Københavns befæstning fortrinsvis var modstandsdygtigt overfor feltartilleri. Chefen for generalstaben generalmajor Palle Berthelsen havde tilføjet, at der foregik en forandring af opfattelsen af hvorledes fæstninger skulle bygges og at man nok måtte gå tilbage til jordværker i større udstrækning.
Løsningsforslag
Gørtz eller Berthelsen satte straks efter mødet overkommandoens specialist, General C.F. Holm fra artilleriet, til at udarbejde løsningsforslag på dette opståede politiske problem.
Ødelagt pansertårn
Holm fastslog, at virkningerne af det svære tyske skyts langt overgik hvad man havde forestillet sig muligt. Både den direkte virkning, men også den moralske virkning var meget betydelig. Han anbefalede derfor fremskudte stillinger foran Vestfronten. Det skal bemærkes, at han anbefaler fremskudte stillinger og ikke en forsvarslinie. Endvidere foreslog C.F. Holms anskaffelse af 96 stykker moderne langtrækkende artilleripjecer til fæstningen, skyts der kunne nå det langtrækkende tyske belejringsartilleri i dets stillinger. Det daværende nyeste danske artilleri var 20 år gammelt og ganske utilstrækkeligt.
Hærledelsen havde tilsyneladende allerede haft en stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord i tankerne når det blev politisk muligt. Allerede 12 dage efter Holms anbefaling, omtales mellem overgeneralen og generalløjtnant August Tuxen, hærchef i Jylland og på Fyn Tunestillingen som en kendsgerning.
Sikringsstyrken og Tunestillingen
Peter R. Munch
I juni 1915 lykkes det forsvarsminister Munch at få kongens tilslutning til en reduktion af sikringsstyrken med 13000 mand, mod en afhjælpning af ammunitionsmanglen ved indkøb i USA. Reduktionen skulle allerede være tilendebragt allerede efter fem måneder. Denne reduktion ramte det fremskudte forsvar hårdt, idet sikringsstyrkens reservers bemanding af fæstningen havde frigjort de bedre uddannede liniebataljoner til det fremskudte forsvar, herunder kystforsvaret.
På baggrund af den nye situation iværksattes en rekognoscering af Tunestillingen, der var færdig 4. september 1915. Den blev foretaget af Oberstløjtnant Olof B. Schouboe der var fæstningsartilleri-specialist, Kaptajn Oscar Friis fra generalstabens operationssektion og Premierløjtnant F. Topsøe fra Ingeniørtropperne.
Disse tre må betragtes som Tunestillingens egentlige arkitekter.
Rapporten
General Gørtz
I rapportens bemærkninger omtales fordelene gode oversigtsforhold der ville gøre det svært for fjenden at samle sin styrke uset. Samtidig nævnes også faren for en omgåelse af stillingen ved Hornsherred, ved en overgang over Roskilde Fjord eller en omgåelse af stillingen ved Køge Bugt. Planen anbefales allerede en uge efter til krigsministeriet med begrundelsen “afværgelse af bombardement fra sværere artilleri”, som fæstningen og de hidtidige værker ikke ville kunne imødegå”.
Som andre muligheder end Tunestillingen nævnes stillingen Rungsted-Vejlebro, men blandt svaghederne nævnes etableringsomkostninger samt det faktum, at fæstningens kanoner ikke ville kunne støtte den på grund af afstanden.
Gørtz anbefaler Tunestillingen, idet der ikke er økonomi til begge stillinger.
Den politiske proces
Første gang Tunestillingen nævnes politisk er under en redegørelse fra forsvarsministeren på et lukket møde i Rigsdagen 22. oktober 1915.
Politisk anlagdes i Venstre de betragtninger, at anlæggelsen var en desavouering af fæstningen, men at anlæggelsen også kunne nedbringe sikringsstyrken yderligere. Samtidig kunne den nye stilling flytte den afgørende kamp værk fra hovedstaden. Man ville imidlertid spørge udenrigsminister Scavenius (der ikke var en del af inderkredsen) om linien kunne betragtes som fjendtlig af Tyskland.
Gørtz afviste at sikringsstillingen kunne nedbringe sikringsstyrken yderligere. Som ventet var Scavenius skeptisk, men han mente at det som minimum måtte medføre en nedbringelse af Sikringsstyrken.
Kræfter forsøger at fjerne Gørtz
Samtidig var der stærke kræfter i både den frivillige forsvarsbevægelse (ingeniør Aage Westenholz) og officerskorpset, der aktivt arbejdede på at få fjernet Generalerne Gørtz og Berthelsen samt forsvarsministeriets direktør Ulrich, som alle blev betragtes som bløde og følgagtige i forholdet til den radikale forsvarsminister Munch.
Forelagt dette havde Munch svaret, at der ikke fandtes anvendelige afløsere.
Dette oprør mod hærledelsen var uden tvivl medvirkende til at Munch bemyndiger byggeriet af Tunestillingen – af hensyn til forholdet til bl.a. officerskorpset. En forudsætning for bemyndigelsen var dog, at spørgsmålet ikke måtte gøres til genstand for pressebehandling “der ville kunne give en uheldig karakter udadtil”. Senere fulgte en mindre bevilling til i samarbejde med Bofors at udvikle og anskaffes 16 nye 15 cm haubits.
Stillingen påbegyndes
I forlængelse af den store efterårsmanøvre, blev 3 ingeniørkompagnier i 1915 beordret til at sende hold til “afsætning”, hvilket skete med 3200 kosteskafter. Begyndelsen på en fremskudt linie af artilleristillinger, pigtrådssikrede løbegrave og kasematter. Forsvarslinien begyndte ved Mosede Fort (kystbatteri) og løb nordpå gennem bl. a. Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde. Stillingen skulle have været fortsat til Frederiksværk og Lynæs, men dette blev aldrig ført ud i livet. Materialerne blev dog indkøbt og lagt op.
Stillingen opdeltes i 3 afsnit:
– Karlslunde afsnit
– Tune afsnit
– Roskilde afsnit
Krigen rykker nærmere
I foråret 1916 er det tydeligt at den planlagte flådeindsats mod en landgang i Køge Bugt var umuliggjort af de tyske minespærringer. Man havde påregnet at ubåde skulle være med til at stoppe en landgangsstyrke allerede inden den kom i land. Samtidig kunne den danske flåde heller ikke længere beskytte B-spærringen i Køge Bugt mod rydning. Det blev i denne forbindelse overvejet om man kunne flytte de otte svære 29 cm. haubits fra Charlottenlund Fort. Fire til Kongelunds Batteri på Amager og fire til et nyt batteri ved Hundige.
29 cm. Haubits
Problemet blev understreget i juni af chefen for 1. division generalmajor A.L. Hansen, der havde fået opgaven med at sikre stillingens venstre flanke mod landsætninger. Han påpegede at Køge havn lå helt åben og bad om at få den spærret. I samme forbindelse bad han om et par undervandsbåde til Køge. Han fik dog kun et ældre patruljefartøj der hver nat sejlede rundt i farvandet for at varsle et evt. tysk landgangsforsøg.
Juni 1916 Afløses A. L. Hansen af generalmajor P.W. Ibsen, der nu får ansvaret for stillingens venstre flanke. Han meddelte kort efter sin tiltrædelse i juni, at han ikke havde de nødvendige styrker for at løse opgaven. Han skønnede at han først ville kunne erkende en fjendtlig landgangsstyrke 25 sømil fra land, og at fjenden ville kunne nå at landsætte betydelige styrker før Ibsen ville kunne nå at samle forsvars-styrken. Han ville dog kaste alle til rådighed værende styrker ind i kampen mellem landgangsstedet og St. Vejle Å, på trods af udsigten til ringe succes.
I juli kom direktivet om flankeforsvaret fra overkommandoen. Her blev det klart, at man ikke skulle imødegå selve landgangen, men trække alle til rådighed værende styrker tilbage til Tune-stillingen og fastholde denne.
Tunestillingen og krigen
P. Bertelsen
I september følte generalstabschefen Palle Berthelsen sig så presset, at han foretog det meget utraditionelle skridt at henvende sig udenom regeringen til den engelske gesandt og bede om hjælp. Han ønskede assistance til adgang til svært kystskyts til Sydamager samt tilsagn om engelsk troppehjælp. Berthelsen havde indset, at hvis alle tropper på Fyn blev flyttet til sjælland ville det bringe styrken her op på 48.000 mand, og hvis man også rømmede Jylland, 66.000 mand.
Tunestillingen krævede, hvis alle tre linier skulle besættes effektivt, 100.000 mand. Der manglede altså 34.000 mand. Ganske vist var der 139.000 uddannede værnepligtige og 200.000 i værnepligtsalderen, men man rådede kun over 100.000 geværer og manglede i øvrigt alle typer ammunition, brisantgranater, maskingeværer og svært artilleri. Berthelsen understregede dog, at henvendelsen kun var aktuel hvis England havde til hensigt at inddrage Danmark i krigshandlingerne.
Bevogtningen
I august 1916 giver overkommandoen Generalinspektøren for rytteriet, Generalmajor Castenschiold, opgaven “Bevogtningen af Roskilde Fjord under et forsvar af Tune Stillingen”. I september godkendte regeringen indkøbet af materiel til dette. Efter en øvelse med de frivillige korps der skulle bistå rytteriet med opgaven samt en rekognoscering, skrev Castenschiold i sin dagbog “Ganske interessant – men bevogtningsopgaven er håbløs”. Til generalstaben blev det omformuleret til “ganske illusorisk”.
Han bad om ekstra fodfolksenheder, og da han ikke kunne få dette, da om 80 ekstra rekylgeværer som man kunne få værnepligtige til at betjene. Han fik fire rekylgeværer af en privat sponsor, og efter et møde med Berthelsen skrev han i dagbogen “……Selvfølgelig ord, Ord, Ord, men intet reelt”.
Ved slutningen af året bliver det åbenbart, at Munch ikke ønsker at bevilge flere midler til Tune. Ydermere vil han reducere sikringsstyrken med yderligere 25%.